Hverdagen - børnehaven

Vores hverdag bygger på nærhed og tryghed i fællesskabet. Vi ser og møder børnene, og deres familier, hvor de er. På den måde kan vi hele tiden afstemme det enkelte barns muligheder efter, hvad det kan mestre og samtidig støtte barnets tro på sig selv, både kropsligt, følelsesmæssigt og intellektuelt.

Vores normering bevirker, at her altid er tid til en snak over en kop kaffe og en hånd eller et kram, når der skal vinkes farvel. Vi vægter at give børnene en hverdag uden stress og jag, men med god tid til at fordybe sig i de ting der har betydning for dem lige nu.

Vi vægter samtidig natur og udeliv meget højt og befinder os udendørs det meste af dagen. Her er god plads og højt til loftet, hvilket giver færre konflikter. Her er mindre støj og mindre stress. Vi har et skønt bålhus med brændeovn som fungerer som vores base, når vi er udendørs, og vi tager gerne på tur til fjorden, der blot ligger en lille gåtur herfra. Vi har også bus til rådighed og tager gerne på ture rundt i Thy. Her besøger vi museer, skov og strand. Og alt derimellem. Derfor er godt overtøj efter årstiden vigtig at have på sit rum og I vil ofte blive mødt af børn i mudrede flyverdragter og med dejlige røde kinder.

Legen er en vigtig del af hverdagen, da børnene gennem leg og samspil med andre børn udvikler sociale kompetencer og danner venskaber. Vi kan lide at fortælle historier, læse højt og spille teater og vi har ofte gang i kreative værksteder, hvor der laves sjove og finurlige ting.

Vores dag fyldes af leg, ture og forskellige aktiviteter og vil sjældent være ens. Følg med på tavlen ved bålhuset og evt. på vores Facebookside Sydthy Friskole og Børnehaven Muslingen. Her vil du kunne finde opslag og billeder fra vores hverdag.

Ferie

Børnehaven har åbent året rundt. Dog følger vi som udgangspunkt skolens ferieplan fredag efter Kristi Himmelfartsdag samt i påske- og juleferien og holder lukket. I sommerferien har Muslingen åbent for tilmeldte børn i de første 2 uger og den sidste uge af skolens sommerferie. Der holdes dermed lukket i 3 sammenhængende uger. Der udsendes altid varsel med nyt skolehæfte i opstarten af et nyt skoleår.

Ved at have lukkedage i løbet af året, frigiver det timer til hænder og bevirker dermed en bedre normering i hverdagen. Ydermere frigiver det timer til at lave forskellige ting f.eks. tage på lejrtur. Hvis I skulle have problemer med pasning på nogle af lukkedagene, kan man senest 3 mdr. på forhånd kontakte Trine, så finder vi sammen en løsning på det.